Kategoriarkiv: Dessert

Koldskål rabarber cheesecake

Print Friendly, PDF & Email

 

Jeg lavede en lækker søndagskage i weekenden – en cheesecake med smag af koldskål og rabarbercreme. Bunden var selvfølgelig kammerjunkere.

Det var en test, for jeg havde set flere forskellige opskrifter på cheesecakes med rabarber – og haven bugner af flotte rabarberstængler – men jeg har også læst forskellige opskrifter på koldskåls cheesecake, så derfor et mix.

Den svære kunst, er at holde rabarberne tilpas søde, uden at hele kagen bliver for sød. Det lykkes rigtigt godt – den smagte så godt – blød cremet med sprød og sød bund, der gav godt modspil til den friske rabarber creme og rabarber top.

koldskål cheesecake

Koldskål rabarber cheesecake

Bund:
300 gram kammerjunkere
100 gram smør

*Smelt smørret.
*Kom kammerjunkerne i en foodprocessor, og kør til de er knust helt fint.
*Tilsæt smørret og fordel krummerne i en 26 cm springform beklædt med bagepapir i bunden, og kagefilm i kanten- det glemte jeg desværre. ( Jeg vender altid bunden i springformen, så der ikke er nogen kant – det gør det meget lettere at flytte kagen over på et kagefad inden servering)
*Sæt bunden i køleskabet.

Rabarbercreme:
300 gram rengjorte rabarberstængler
1/2 dl. vand
ca. 200 gram sukker
korn af en vaniljestang
50 gram smør
2 æg
3 blade husblas (og koldt vand til at udbløde den i.)

*Skær rabarberstænglerne ud i ca. 2 cm stykker. Kom dem i en gryde sammen med vand og 100 gram sukker og den tomme vaniljestang.
*Lad det langsomt komme op på kogepunktet – og lad det koge til rabarberne er møre og udkogte. Sæt til side.
*Læg husblassen i blød i koldt vand.
*Pisk æg, 100 gram sukker og vaniljekorn i en skål, til det er let og luftigt.
*Fjern den tomme vaniljestang.
*Kom et par skefulde varm rabarbersirup op i æggeblandingen, mens der piskes. Fortsæt med et par skefulde ad gangen, indtil alt rabarbersirup er i æggemassen.
*Hæld æggemassen over i gryden, og varm den langsomt op til 65 grader – imens der piskes hele tiden. Jeg brugte mit digitale stegetermometer – som var i gryden alt men jeg piskede.
Når æggemasse når de 65 grader – tykner det, og bliver dejligt cremet. Tag det så af varmen – Husk at smage om den er tilpas sød.
*Knug alt vand af husblasen og læg det i cremen – rør imens det smelter. Tilsæt smør og lad det smelte. Lad det afkøle et øjeblik inden cremen fordeles over den kolde bund.
*Sæt den tilbage i køleskabet – den skal være stivnet inden koldskålscheesecaken hældes over.

Koldskål cheesecake:

1 pakke flødeost naturel
5 dl kærnemælk
korn af en vaniljestang
4 blade husblas ( og koldt vand til at udbløde den i)
ca. 50 gram flormelis

*Læg husblassen i koldt vand.
*Pisk flødeost , flormelis og vaniljekorn sammen, og tilsæt så kærnemælken.
*Sæt en  lille gryde på laveste varme, og tag husblassen op af vandet, og smelt det langsom i det vand der følger med. Gryden skal stå på laveste blus.  Alternativ er at smelte det over vandbad.
*Kom et par skefulde af osteblandingen over i husblasen, mens der røres. Kom endnu et par skefulde af osteblandingen over i gryden. Nu er husblasen afkølet og kan hældes over i resten af osteblandingen, mens der røres. Husk at smage om den er ok sød.
*Sæt osteblandingen i køleskabet, indtil den er afkølet og begynder at tykne. Fordel den da, forsigtigt over den stivnede  rabarbercreme.
*Lav en glat overflade med en paletkniv.
*Sæt kagen i køleskab et par timer.

koldskål cheesecake

Rabarber gele:
 4 blade husblas ( og koldt vand til at udbløde det i)
200 g rabarber, rengjorte
4 dl vand
ca. 100 g sukker
Tom vanilje stang

*Udblød husblas i koldt vand
*Skær rabarberstænglerne i mindre stykker. Kom rabarber, vand, sukker og den tomme vanilje stang i en gryde og kog det op.
*Kog til rabarberne er udkogte. Fjern den tomme vaniljestang.
*Hæld rabarberne over i en sigte og lad det dryppe af.
* Det er kun saften vi skal bruge ( kompotten kan gemmes eller kasseres)
*Hæld saften tilbage i gryden.
* Knug vandet af husblassen og læg den i den varme rabarbersaft. *Rør til husblassen er smeltet helt. Husk at smage om den er ok sød.
* Sæt geleen til afkøling. Når geleen begynder at tykne, fordeles den forsigtigt over den kolde kage. ( Tag en spiseske og hæld geleen ned i skeen. (Det forhindre, at der  kommer dybe huller i den bløde cheesecake.)
*Sæt kagen i køleskabet – gerne natten over.

Nam nam for en super god kage!

 

 

 

Wales kage

Print Friendly, PDF & Email

 

Jeg kan godt lide at lave vandbakkelser med vaniljecreme og jordbær eller hindbær marmelade.
Og når man har en idiotsikker opskrift – så er det en god og nem dessert/kage.

Men hvad nu, hvis man istedet for mange små vandbakkelser – laver en stor?

Wales kage

Wales kage

3 dl vand
150 gram smør eller margarine
150 gram mel
4 æg

Brug en tykbundet gryde – og kog vand og smør op.

Tag gryden af varmen og hæld al melet i. Rør i dejen til den er ensartet – og uden klumper.

Sæt gryden tilbage på varmen, og rør i  dejen, og rist den i et par minutter.  Jo mere dejen ristes, jo flottere hævet kagen.

Hæld dejen over i en skål, og lad dejen afkøle et par minutter.  Rør æggene i et ad gangen – og pisk godt efter hvert æg.

Jeg indstillede min kagering til 28 cm – og fordelte dejen jævnt.

wales kage

Kagen bagte i 35 minutter ved 180 grader varmluft.

Kagen hævede meget og – men dannede en fordybning – så det var plads til jordbær og cremen  – det var smart.

wales kage

Imens kagen bage, laves jordbærfyldet og vaniljecremen.

Jordbærgrød:

1 pose frosne  jordbær -fra Kvickly eller anden butik
1 dl vand
1 tsk. vaniljesukker
Sukker – smag grøden til.
2 spsk Maizena  og vand til at røre det ud.

Kog de frosne jordbær møre i  vand.
Smag til med vaniljesukker og almindelig sukker.
Rør Maizena ud i vand – og rør det i grøden.
Kog grøden igennem –  grøden skal være til den faste side, så den ikke flyder ud, når kagen skæres ud.
Hæld den over i en skål og  lad den afkøle

Vaniljecremen – om det skal være hjemmelavet eller pulver creme, er op til dig, tiden du har til rådighed osv.. Men her er opskriften på en god creme jeg har lavet tidligere.

Cremen skal ikke være for blød, så skær fløden ned til 2 dl – og pisk den godt..

Hæld den afkølede jordbærgrød over bunden.

Kom dejen lækre vaniljecreme over bunden.

Dekorer enten med friske jordbær eller mørk chokolade.

Sæt kagen på køl et par timer.

Kagen var et hit hos familien – og Wales kage /krans/stang / kringle – smager jo som det plejer – lige meget hvilken form den har.

 

 

Vindruegrød

Print Friendly, PDF & Email

 

Vindruegrød ?

– det har jeg aldrig lavet  eller serveret før.

For at få ryddet op i fryseren, og få brugt noget af sidste års frugthøst, tog manden både jordbær og rabarber op , så vi kunne lave lækker marmelade, her i weekenden.

Han tog også en pose op,  med en vinrød , over i det lilla farvede frugtsaft?
Min første indskydelse var, at det var kirsebærsaft til kirsebærgrød.

Mandens øjne lyste – kirsebærgrød…Det er i høj kurs.

Da jeg åbnede posen, synes jeg ikke rigtigt at det lignede kirsebærsaft – saften var meget lilla ?
Efter en smagsprøve, kom jeg i tanke om, at det var vindruesaft.

Jeg høstede vindruer fra drivhuset i sommers. Der var så usandsynligt mange, og selvom jeg høstede en stor baljefuld, og vi spiste, alle dem vi kunne – så kunne det slet ikke ses.

Jeg lavede vindruegele til den store guldmedalje, og forærede også væk af vores overflod.
Det blev så godt, og vi har brugt det til både æblekage og vildt retter istedet for ribsgelé.

Resten havde jeg lagt i fryseren, så der kunne laves mere gele, hvis vi kom til at mangle, og etiket på posen – det havde jeg ikke lavet – for det kunne jeg da sagtens huske ??

Men jeg tænkte,  hvorfor ikke, og så lavede jeg en lækker vindruegrød, efter samme fremgangsmåde, som hvis det havde været kirsebær – og den smagte rigtigt godt – og behøvede  ikke særligt meget sukker, som kirsebær tit gør, for vindruer er jo rimelige søde.

Farven er som i kan se, så flot .

Vindruegrød

En egentlig opskrift kan man ikke kalde det, da det jo kommer an på hvor meget saft du har kogt.

Men fremgangsmåden er den samme, og smag dig frem.

Vinduesaft, kogt af modne vindruer
Sukker
1-2 tsk. vaniljesukker eller korn fra en vaniljestang

ca. 2 spsk. Maizena og  1/2 dl vand til at røre det ud i.

Kom vinduesaften i en gryde, og lad det nå kogepunktet.

Kom sukker og vanilje i, til du synes den er tilpas sød ( det variere jo fra familie til familie)
Jeg brugte ca.1 dl sukker til ca. 1,5  liter  saft og 2 tsk. vaniljesukker

Rør Maizena ud i lidt vand, og hæld det i saften, mens der røres.

Lad grøden koge igennem ca. 1 minuts tid, og hæld den derefter over i en glasskål.
Lad grøden afkøle lidt,  inden den sættes i køleskabet,  nogle timer før servering.
Spises med mælk eller en kugle godt vanilleis.

Dejlig søndagsdessert

 

 

 

 

 

Jordbærkage

Print Friendly, PDF & Email

 

Årets første jordbærkage.

Efter 2 indsamlingsruter med raslebøssen i søndagens Kræftens Bekæmpelse indsamling,  så tror jeg godt at kalorieregnskabet kan klare et stykke jordbærkage – og som altid er det en gudespise.

Opskriften er både med marcipan og hjemmelavet vaniljecreme – og bunden har en helt speciel nøddesmag, som den får fordi der er brugt brunet smør.

jordbærkage

Jordbærkage

Bund:
150 gram marcipan
3 æg
150 gram sukker
150 gram brunet smør
80 gram mandelmel
80 gram hvedemel
Korn fra 1/2 vaniljestang

evt. mørk pålægschokolade til bunden

1 pakke jordbær – og ca. 2 dl. flødeskum til pyntning.

Kom smørret i en gryde og lad det smelte, og tage farve.
Det skal være brunt men må ikke branke. Sæt til side
Det er absolut nemmest og hurtigst, at køre dejen i en foodprocessor.

jordbærkagen1

Tilsæt alle ingredienserne i foodprocessoren og saml dejen ved at blende i korte intervaller.
Kom dejen i en smurt tærteform med løs bund 24-26 cm ( læg et stk. bagepapir i tærteformen – det letter, når bunden skal over på serveringsfadet.

Bag dejen ved 165 grader varmluft i ca. 25 minutter – tjek om bunden er bagt.

Dæk den varme bund med pålægschokolade – og lad det smelte.

Lad bunden afkøle helt – imens laves vaniljecremen.

Vaniljecreme:

2,5 dl mælk
60 gram sukker
3 æggeblommer
30 gram Maizena
Korn fra 1/2 vaniljestang
2 dl.  flødeskum

Kog mælk, sukker og vanilje op.
Pisk æggeblommer og Maizena sammen.
Hæld et par ske fulde varm mælk over æggeblandingen – mens der piskes.
Hæld resten af den varme mælk over æggeblandingen – der skal piskes godt.
Hæld blandingen tilbage i gryden og kog langsomt op.  Tag gryden af, så snart det koger.

Afkøl cremen helt inden flødeskummet forsigtigt blandes i.

Kom vaniljecremen på den afkølede bund.  Undlad at komme creme på de yderste 2 cm – hele vejen rundt.

Kom flødeskummet i en sprøjtepose, og lav en flot kant hele vejen rundt – del de rengjorte jordbær, og læg nogle på kanten hele vejen rundt.
Læg resten af jordbærerne over kagen

 

Sundere påskeæg – Snickers kugler

Print Friendly, PDF & Email

 

Vi har lavet disse kugler flere gange. Især omkring jul, som enhver anden slags konfekt.

De har en lækker smag af Snickers chokolade .

Nu hvor det næsten er påske, fik jeg den ide,  at lave dem som en sundere udgave af påskeæg.
Sundere end dem med nougat og marcipan, for der er dadler i disse. Men bare rolig, du kan ikke smage dadlerne

Det hele startede i “Stop madspildets navn” en december, hvor min datter havde  købt en æske dadler – men ingen kunne lide smagen. Hvad stiller man så op med en æske dadler? Der var stor fare for, at den ville ende sine dage, på en hylde i køleskabet.

Jeg kom i tanke om,  jeg havde læst en opskrift på dadelkugler / Snickers kugler – som IKKE smagte af dadler, men af de lækre  saltede peanuts,  peanutbutter og det lækre mørke chokoladeovertræk.

Original opskriften er fra Elle.

Du får den som vi laver dem:

Sundere påskeæg – Snickers kugler

150 gram dadler
3 store spsk. peanutbutter ( gerne med knas)
100 gram saltede peanuts

Overtræk:
100 gram  god mørk chokolade ( gerne med knas)

Fjern stenene fra dadlerne.

Kom dadlerne og peanuts  i en minihakker eller foodprocessor.

Blend – til massen er ensartet. Jeg synes der skal være lidt struktur tilbage på peanuts – så der er lidt at tygge på.

Kom peanutbutter i og blend et kort øjeblik.

Form kugler eller påskeæg.

sundere påskeæg

Smelt chokoladen og dyp kuglerne , ved hjælpe af en gaffel.

Læg kugler / æg på en tallerken beklædt med bagepapir.

Sæt tallerkenen i køleskabet til chokoladen en stivnet.

Jeg opbevarer de sundere påskeæg – snickers kuglerne på køl i en lufttæt plastik boks.

 

 

 

Cheesecake med brombær og hvid chokolade

Print Friendly, PDF & Email

 

Tænk engang, at en kop kaffe og lidt zapperi på tv’et, kan føre til den lækreste, fløjelsbløde cheesecake.

Let og enkelt at lave, da hverken bund eller fyld skal bages.

Jeg kom helt tilfældigt forbi programmet “Fionas himmelske kager”, og hun lavede en lækker cheesecake med brombær og hvid chokolade.

Jeg høstede rigtigt mange brombær i efteråret, og flødeost, hvid chokolade, og fløde er på lager.  Så den ville jeg lave.

Hurra for TV2 Play – så kunne jeg starte programmet forfra og få skrevet opskriften ned.

Jeg ændrede i opskriften, for jeg havde ikke noget mascapone, så I får opskriften som jeg lavede den.

Cheesecake med brombær og hvid chokolade

Cheesecake med brombær og hvid chokolade

Bund:
250 gram Digestive kiks – knust
100 gram smeltet smør

Fyld:
250 gram hvid chokolade
250 gram flødeost
250 gram creme fraiche 9%
2,5 dl piskefløde pisket til blødt flødeskum
Korn fra en vaniljestang
50 gram florsukker

Gele:
400 gram brombær
100 gram sukker
1 spsk vaniljesukker
3 dl vand
Den tomme vanilje stang
1 spsk citronsaft
6 blade husblas

evt. lidt hvide chokolade spåner til pynt på toppen.

Rør de fint knuste Digestive kiks med det smeltede smør.

Beklæd  bunden af en 24 cm springform med bagepapir.
Vend bunden af springformen “omvendt”, så der ikke er nogen kant. Det gør det meget lettere, senere at flytte kagen over på en fint serveringsfad.
Pres kiksene ud i bunden. Sæt bunden i køleskabet, mens fyldet laves.

Smelt den hvide chokolade over vandbad. Vandet i gryden må ikke røre glasskålen. Smelt over lav varme – undlad at røre for meget i det.

Når chokolade er smeltet – tages glasskålen af varmen. Lad det afkøle lidt.

I en skål røres flødeost, creme fraiche, vanilje og florsukker sammen. Flæk vaniljestænger og skrab kornene ud . Rør dem i osteblandingen.
Pisk fløden til skum. Vend et par spsk flødeskum i chokoladen, og resten i ostebladingen .
Vend derefter chokoladen op i ostebladingen.

Smag på fyldet – mums det er  godt.

Fordel osteblandingen over bunden – glat overfladen med en kniv. Nyd synet af de 1000 vis af vaniljekorn – det er smukt

Sæt kagen på køl et par timer – inden geleen hældes på.

Gele topping:

Læg husblasen i blød.

Kog brombær, vanilje, tomme vaniljestang, vand og  citronsaft.

Blend evt. brombær grøden inden den hældes op i en sigte, mas det igennem sigten.  Det der ligger tilbage i sigten smides ud..

Kom saften tilbage i gryden og smag til.  Jeg synes ikke, det skal være for sødt. Den hvide chokolade i cheesecakes er sød, så jeg holder geléen lidt til den friske side.

Smag til.

Varm saften op til lige inden kogepunktet. Tag gryden af  varmen og lad  den svale lidt af ca. 5 minutter. Knug vandet af husblasen og læg det i den lune brombærsaft – rør til husblasen er opløst.

Lad brombær geléen afkøle helt, inden den forsigtigt fordeles over den kolde kage. Jeg brugte 2 skeer, en skefuld med saft, som jeg hælder ned over den anden ske. Det gør jeg for ikke at saften skal lave huller i kagen.

Sæt kagen på køl,  gerne natten over.

Jeg tager altid kager ud af køleskabet  mindst 1/2 time før servering , Hvis kagen er iskold, kommer smagen ikke helt frem

Skær langs springformen med en varm paletkniv.
Fjern springformen og placer kagen på serveringsfadet.

Det er helt sikkert en kage der skal laves igen – Uh den var god..

Cheesecake med brombær og hvid chokolade

 

 

Chokolade cheesecake

Print Friendly, PDF & Email

 

Er du ligesom jeg, vild med chokolade, så er dette den  ultimative kage.

Lækker, blød, cremet chokolade cheesecake, med en intens smag af chokolade.

Jeg har før bagt cheesecakes – men jeg synes de fik en underlig form efter bagningen? Ligesom midten faldt lidt sammen? Så var det jeg læste, at tricket var, at langtidsbage cheesecakes – og det virkede.

Kagen er hurtig at røre sammen og ikke svær på nogen måde, men den skal bage i 2 timer ved 100 grader (ikke varmluft) og derefter skal den stå i den slukkede ovn i yderligere 2 timer – og så skal den bare afkøle og i køleskabet natten over.

Chokolade cheesecake

Bunden:

100 gram chokoladesmåkager
100 gram digestive kiks
60 gram smeltet smør

Knus småkager og kiks ( evt. i en foodprocessor) tilsæt smørret og rør blandingen sammen.

Kom bunden i en springform, ca. 24 cm. Bunden beklædt med bagepapir og siderne smurt  med smør.  Bag bunden i 10 minutter ved 175 grader

Cheesecake:
700 gram flødeost – stuetemperatur
150 gram mørk chokolade
3 æg
175 gram sukker
2 dl creme fraiche
1 spsk vanilje ekstrakt
3/4 dl. Mørk Rom eller anden spiritus der går godt til chokolade

Pynt:
2,5 dl piskefløde – pisket til skum
1 bakke jordbær

Smelt chokoladen over vandbad eller i mikroovn og lad den køle af. Rør flødeosten blød tilsæt sukker, vanilje ekstrakt og æggene. Tilsæt rommen og tilsidst creme fraishe og den afkølede chokolade.
Rør til ostebladingen er ensartet.
Fordel osteblandingen over den bagte bund.

Bag kagen i 2 timer ved 100 grader ( ikke varmluft)

Efter de 2 timer slukkes ovnen – men lad kagen stå i oven og køle langsomt ned i efterfølgende 2 timer.

Tag kagen ud og lad den afkøle helt inden den sættes på køl natten over.

chokolade cheesecake

Indenservering pyntes kagen med flødeskum og jordbær.

 

 

Tærte med jordbær

Print Friendly, PDF & Email

 

Tærte med jordbær – er det, det samme som en jordbærtærte?

Ikke for mig. En jordbærtærte er en mazarinbund med  kagecreme og masser af friske danske jordbær og gele på toppen. Så er det sommer.

Den kage jeg lavede i søndags,  var en skøn sprød smørbagt mørdejs tærtebund – med et lag, friske jordbær,  et lag jordbærgrød,   lidt makroner.
Et lag med flødeost rørt med vaniljecreme og endelig et lag flødeskum.

Det gav et godt samspil  mellem det søde og det  syrlige. Flødeostelager gav indtryk af cheesecake og flødeskummet en dejlig afrunding på smagsindtrykkene.

Inspirationen fik jeg fra forskellige flotte kager fra amerikanske bagesider. De har bare nogle ingredienser som ikke kan købes her i DK, men så må man improvisere.

Resultatet blev rigtigt godt – og fadet blev slikket, det er gode tegn.

Tærte med jordbær

Smørbagt mørdejsbund:
300 gram mel
200 gram  koldt smør
100 gram sukker
2 æggeblommer

Jeg lavede dejen  i min foodprocessor – det går super stærkt – men dejen kan selvfølgelig også laves ved at smuldre smørret i melet og sukker, og så samle dejen med æggeblommerne.
Men i foodprocessoren, skar jeg smørret i mindre stykker, kom mel og sukker ved,  og kørte det et øjeblik. Det ligner lidt savsmuld. Tilsatte æggeblommerne og kørte igen- til dejen samlede sig.
Pak dejen ind i film. Lad dejen hvile i køleskabet min. 1 time

Rul dejen ud og placer den i en smurt tærteform med løs bund – ca. 28 cm.  Sæt formen i køleskabet – ca 15 minutter og bag den  så ved 170 grader varmluft i ca. 18 minutter til den er sprød og gylden

For at undgå, at tærtebunden blive fugtig af fyldet – lægger jeg nogle skiver god mørk pålægschokolade på den varme tærtebund.

Jordbærgrød:
1 pose jordbær fra frost
4 dl. vand
Korn fra 1 vaniljestang eller 1 spsk vaniljesukker
ca 1/2 dl sukker – smag på grøden. Der er forskel på hvor søde jordbær er.
1 spsk. Maizena og 1/2 d. vand til at røre det ud i.

Kom jordbær, vand, korn fra vaniljestangen og den tomme vaniljestang i en gryde, og lad det koge i ca. 10 minutter.
Tilsæt sukker – smag til om det er sødt nok.

Rør Maizena ud i vand og rør det i . Lad grøden koge i ca. 1 minut, til det er tykner.

Når kagen samles skal der til jordbærlaget  bruges:
1 bakke friske jordbær ( tag 3 store flotte bær fra – til pyntningen)
10 makroner

Flødeostecreme:
1 pakke flødeost naturel
3 spsk kagecreme pulver- fx fra Dr. Øetker
1 dl. mælk
2 dl. fløde- piske til flødeskum

Kom osten i en skål og rør den blød. Kom kagecrem (pulver) og mælken op i, og rør det glat. Vend flødeskummet i.

Pyntning- øverste lag:
3 dl piskefløde
3 tsk. vaniljesukker
ca. 3 store flotte bær, i skiver.

Når kagebunden er helt afkølet, kan kagen samles.

tærte med jordbær
tærte med jordbær
tærte med jordbær
tærte med jordbær

*Placer bunden på et serveringsfad -brug gerne en kagering.
*Skær de friske og rengjorte jordbær ud i skiver og læg dem på tærtebunden ( hold 3 tilbage til pynt)
*Hæld den afkølede jordbærgrød over.
*Knus makronerne og drys dem over jordbærgrøden
*Fordel flødeostecremen.

Sæt kagen i køleskabet, indtil servering.

*Lige inden servering, piskes blødt flødeskum med vaniljesukker, og  fordeles over kagen.

*Dekorer med de sidste jordbær i skiver

 

 

Cheesecake med jordbær

Print Friendly, PDF & Email

 

Familien og jeg, er ret vilde med cheesecake – og især cheesecake med friske jordbær.

Jeg elsker de cheesecakes der ikke skal bages, men bare røres sammen og stilles koldt.

De er forholdsvis hurtige og enkle at lave – og smager så godt.

Søndagens kage, blev derfor den gode gamle kending :

cheesecake med jordbær

Cheesecake med jordbær

Jeg brugte min kagering og indstillede den til 24 cm. En springform uden bund kan også bruges.

Bund:
220 gram Oreos
75 gram smeltet smør

Kom Oreo kagerne i en foodprocessoren og kør til kagerne er knust til en fin masse.  Alternativ, kom kagerne i en plastikpose og knus dem fint med en kødhammer. Tilsæt det smeltede smør.

Stil kageringen på serveringsfadet, og fordel kagemassen i et jævnt lag. Pres krummerne sammen med en ske. Lad bunden gå lidt op af siderne ca 0,5 cm. Så  flyder fyldet ikke ud.

Fyld:
700 gram frosne jordbær
Sukker til at smage jordbærmassen til ca. 2-3 spsk.
2 tsk. vaniljesukker
400 g flødeost
ca. 50 gram flormelis
korn af 1 stang vanilje
3 dl piskefløde
50 gram mørk chokolade
10 makroner, groft knust
7 blade husblas

Læg husblasen i koldt vand. min. 5 minutter

Giv jordbærrene et opkog på ca. 2 minutter. Tilsæt vaniljesukker og smag til med sukker.

Tag ca. 2 dl saft fra inden  jordbærerne blendes.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland det i flormelissen og rør det i flødeosten.

Pisk fløden til skum og vend det i ostebladingen.

Knug vandet af husblasen og læg det i den  varme  jordbærmasse. Rør til husblasen er smeltet.

Lad jordbærblandingen afkøle, inden den hældes i ostebladingen .

Lav chokoladespåner, ved at skrabe kanten af chokoladen med en skarp kniv.  Kom chokoladespåner og de groft knuste makroner i  fyldet.

Hæld  fyldet over bunden, og sæt kagen til afkøling natten over.

Topping:
2 dl. jordbærsaft
1 dl. vand
1 tsk vaniljesukker
sukker til at smage jordbærsaften til, ca. 1 spsk
3 blade husblas
1 bakke jordbær, rengjorte

Læg husblasen i koldt vand- min. 5 minutter

Giv jordbærsaft og vand et kort opkog. Tilsæt vaniljesukker og smag til med ekstra sukker.

Lad jordbærsaften afkøle lidt inden husblasen knuges fri for vand og lægges i gryden. Rør til den er smeltet.

Skær de rengjorte jordbær i skiver, og anret dem på kagen.

Lad jordbærgeleen afkøle, inden den forsigtigt hældes over kagen.

Sæt cheesecakes i køleskabet min. 4 timer.

Denne chesecake er bare skøn. Sikke en lækker smag og med så dejlig fløjlsblødt fyld. Chesecake med jordbær er en rigtig god måde,  at få brugt nogle af de mange jordbær, der ligger i fryseren.

 

 

Cremet chokolade mousse

Print Friendly, PDF & Email

 

“Fremmed mad smager bedst”  Det er ihvertfald skønt med inspiration.

For 14 dage siden , var jeg til noget  tøse-hygge, og en sød nabo stod for desserten. Hun havde lavet  lækker chokolade mousse og det fik mig ned ad memory lane. Helt tilbage til min barndom, hvor vi nogle gange fik en skøn cremet chokolade mousse,   om søndagen.

Jeg kom til at tænke på, at det tror jeg faktisk aldrig jeg har lavet. Så til søndagens “folkekøkken ” lavede jeg en dejlig skålfuld – og det bragte lykke.

Jeg havde kigget på forskellige opskrifter, men tog udgangspunkt i Arla´s  opskrift.

Jeg kunne dog huske, fra barndommens mousser, at det var vigtigt at bruge stiftpiskede æggehvider, for at få den helt rigtige konsistens. Så det tilføjede jeg.

Men det er jo en helt igennem super lække,  men også nem opskrift, på en dessert der bare er så  lækker og cremet  – ikke sidste gang jeg har lavet den. Det er også nem “gæste dessert” for den bliver faktisk bare bedre af, at blive lavet dagen i forvejen.

I får opskriften som jeg lavede den.

cremet chokolade mousse

Cremet chokolade mousse, 6 personer

 

200 gram god mørk chokolade
1 dl kold, stærk kaffe
2 æggeblommer
2 stift piskede æggehvider
½ liter piskefløde
Ca. 25 g mandler
10 g smør

Friske frugt fx   blåbær, hindbær eller jordbær – skyllet.

Del chokoladen i mindre stykker og smelt dem i en skål i vandbad.
Tag skålen op, og pisk kaffe og æggeblommer i chokoladen.

Pisk æggehviderne stive.

Pisk fløden stiv . ( tag evt. lidt fra til pynt)
Vend forsigtige de stiftpiskede æggehvider i flødeskummet.
Vend det forsigtigt i den kolde chokoladeblanding. Hæld moussen i din fineste glasskål eller portionsglas og stil det koldt, 4-6 timer.

Skold og smut mandlerne, snit dem i tynde strimler.
Rist dem gyldne i smør på panden. Pynt ved serveringen med mandlerne.

Fordel den friske frugt over moussen.

Noter…
Jeg synes lidt frisk frugt, hæver desserten flere niveauer – fordi lidt syrlighed giver et godt modspil, til den søde dessert – men det er valgfrit.

Mht. æg – så er det mest korrekte vel stadig,  at bruge pasteuriserede æg (som kommer fra høns i bur) selvom  der officielt ikke er salmonella i danske æg mere.
Jeg lavede denne dessert på  æg fra mine landhøns, som jeg kender så godt.  Hvis jeg skulle have lavet desserten til et større selskab eller fest, så havde jeg nok købt pasteuriserede æg, for en sikkerheds skyld (æg  som kommer fra stakkels høns i bur – som jeg hader så meget- bvavdr…)

For at være på den sikre side, skyndte jeg mig, at spise en stor skefuld chokolade mousse, da den var færdig – fordi jeg tænkte, at så ville jeg få “ondt i maven” inden den skulle serveres for familien .. (læs…bare en undskyldning for at guffe en dejlig skefuld mousse i mig – med god samvittighed 🙂