Kategoriarkiv: Om mig / livet på gården

Sprøde småkager

Print Friendly, PDF & Email

 

Sommeren er over os -det er snart Sankt Hans,  og det betyder,  at der sker meget i haven og på markerne.  Vi har bl.a. lavet lækkert hø, men det kan du læse mere om efter opskriften.

Lidt bagværk har jeg nået at lave,  til det arbejdende folk. Det er bl.a blevet til lækre sprøde småkager med chokolade. De er absolut nemme at lave og et sprøde og lækre.

sprøde småkager

Sprøde småkager

150 gram smør – stuetemperatur
125 gram flormelis
125 gram brun farin
2 tsk. vaniljesukker
1 æg
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. natron
150 gram hvedemel
100 gram grofthakket chokolade
50 gram grofthakket nødder eller mandler

Rør smør, flormelis, farin og vaniljesukker sammen.

Tilsæt ægget.

Hæld melet i dejen og drys bagepulver og natron ned i melet – og fordel det i melet. Tilsæt chokolade og nødder og rør dejen ensartet.

Dejen kan med fordel laves den ene dag og bages den næste.

Sæt dejen på bagepladen i klatter – men god afstand da de flyder meget ud.

Bag dem ved 175 grader varmluft i ca. 10 minutter. De skal være gyldne og sprøde.

Lad dem blive et par minutter på bagepladen inden de flyttes over på bageristen.

Hø

Det har været rigtig god hø år i år – for vejret har været med os. Det kræver en vejrmæssig stabil periode, for at lave godt hø.
Det er nemlig et absolut must – at det får lov at tørre helt op, før det presses – der skal helst ikke komme nogen regn.
Og mens det var aller varmest, fik vi  slået hø.

Efter det havde ligget på marken en lille uge,  og tørret op i det varme solskin – blev det revet op nogle gange, for at vi kunne være helt sikre på, at al høet var HELT tørt!

Hø

Da høet var revet sammen i  lange rumper – blev det presset op i mini big baller og kørt ind i laden.

hø

 

 

Kartofler til forspiring – nemme avispotter

Print Friendly, PDF & Email

 

Kartofler til forspiring

Selvom foråret ikke er lige om hjørnet, så kan ventetiden bruges på,  at forberede avispotter til forspiring af kartofler.
Jeg har hentet læggekartofler / Sava, og de ligger nu til forspiring.
Sava giver rimeligt stort udbytte og er en middeltidlig sort.

For at give kartofler en ekstra god start, og måske også et forspring,  når de kommer i jorden , har jeg lavet disse nemme  avispotter.

Avispotterne kan også bruges til fx.  prikle små  tomatplanter ud i.
Potten laves af avispapir, klippet i strimler,  som rulles omkring et glas eller flaske.

kartofler til forspiring

 

De er gratis at fremstille og meget bedre for miljøet end diverse tørvepotter,  der kan købes i havecenteret.

Det er hurtigt at lave mange potter, og noget børn også kan deltage i.

kartofler til forspiring

Jeg lægger en smule jord i bunden af hver potte, så kartoflen fornemmer at den er kommet i jorden, og går i gang med at danne spire.
Jorden holdes fugtigt med lidt vand, 1 gang om ugen.

For at kartoflerne skal udvikle nogle gode kraftige spire, skal de stå kølig, men absolut frostfrit.
Står de for varmt, vil kartoflen danne en masse små tynde og ranglede spire, der vil knække af,  inden de når at komme i  jorden.
Det vi er interesserede i,  er enkelte men kraftige spire.


Når kartoflen har lavet nogle gode spire, sættes hele avispotten i jorden. Avispapiret opløses i jorden og generer ikke planten.

Så er der bare tilbage, at hyppe kartoflerne og ellers vente – tålmodig på den dag, der igen kan graves dejlige, nye små mirakler op af jorden.

kartofler til forspiring

 

I dyb sorg…

Print Friendly, PDF & Email

 

I dyb sorg…

 

kors

Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred!
Dog ingen kender dagen, før solen går ned.


Der har været stille på bloggen  – lysten og overskuddet forsvandt.

I tirsdags døde min søde, elskede, altid positive og kærlige mor!

Selvom min mor var en ældre dame, og selvom vi godt vidste, at hendes krop var træt, og ikke rask, så kan man aldrig forberede sig på at miste sin mor!

Om du er barn eller voksen, kan intet måle sig med eller erstatte en mors kærlighed. Den er tålmodig, består alle prøvelser, ligemeget hvad den bliver udsat for. At vide, at den er væk for bestandigt – kan  få mig til at føle mig “fortabt og alene”
Jeg ved godt,  min mand og mine børn elsker mig, og det er dejligt, men den ubetingede kærlighed, støtte og et kærligt spark bag i, som kun en mor kan give – er væk – for altid!

Det gør mig trist – det gør mig hudløs – det gør mig lille og bange.

“Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.”

Min  mor har haft et godt liv. Et liv  med  både sorger og glæder,  som i alle andres liv.

Hun var kvik,  og ikke bange for ny teknologi. Hun havde trods sine næsten 84 år bærbar computer og elskede at være på Facebook.  Så sent som ugen op til sin død, var hun på Facebook.

Hun var kreativ, hæklede og strikkede til børn, børnebørn, svigerbørn og oldebørn. Holdt hjernen frisk med kryds og tværs, og kroppen med gymnastik.

Hun kendte rigtigt mange. Jeg husker tilbage, når jeg var med ude og handle – det kunne tage sin tid.  Der var nemlig rigtigt mange der lige skulle høre hvordan det gik ? Så det at hente 1 liter mælk, kunne tage lange tid.  🙂

Jeg føler bare ikke, vi var færdig med at hygge os, drikke kaffe, spise lækre kager – diskutere opskrifter og tv-programmer.
 Mor læste med på bloggen og elskede når jeg havde hæklet eller strikket noget nyt.  Hun  prøvesmagte gerne på kagerne, når jeg kom forbi i lørdag formiddag.

Jeg ved min mor ville have skubbet s mig/os videre ud i livet. Hun ville ikke have, at vi skulle sidde og græde eller stoppe med leve. Så jeg / vi prøver hver dag, ved at mindes alt det gode.

Ære være min mors minde – Husk,  jeg elsker dig…

Jeg ved du ville have elsket dette:

Stå ikke ved min grav og græd.
Jeg er der ikke, kig ikke ned.
Jeg er de vinde, som ingen kan se.
Jeg er diamantens glimt i sne.
Jeg er solen på marker og hegn.
Jeg er den blide efterårsregn.
Når du vågner op ved morgengry,
er jeg den glade flok bag sky
af stille fugle over tage og tinder.
Jeg er de stjerner der funkler og skinner.
Stå ikke ved graven i sorg og nød.
Jeg er der ikke. Jeg er ikke død.

roser

Og jeg ville stryge hende over kinden og svare:

Så lukker vi dig i hjertet ind,
og gemmer dig inderst inde.
Her skal du fredfyldt bo i vor sind,
som et kært og dyrebart minde. 

Tak for alt..Jeg ved vi ses igen – hyg dig så længe….

 

 


 

Storke på gården

Print Friendly, PDF & Email

Storke på gården

I går aftes så vi et syn, vi aldrig før har set – en sværm af storke som fløj rundt i byen. Vi talte omkring 50 ung storke.

storke på gården

 

Sikke et vildt og smukt syn – de er godt nok store de storke.

En stork fløj så lavt henover os, at vi kunne se, at den var ringmærket.

Storkene sad på hustagene hele natten – og her til morgen var tagene godt nok overskidt – men det forsvinder vel næste gang det regner.

storke på gården

Her til morgen måtte manden ud og hjælpe en havareret stork. Den stod ude i vores hvedemark ( kornet er rimelig højt) Den kunne ligesom ikke få vingerne op over – og få lettet?  Sådan så det i hvert fald ud.

Manden gik ind til den, og fik den skubbet ud på markvejen – og der stod den i en times tid og fik samlet kræfter – og derefter lettede den.

hyllede storke

Smukt syn.

Min søns lille hundehvalp, der ellers ikke er bange for noget, var meget utryg over den store fugl – og løb hylende ind i sikkerhed.

Bye bye storke – kom snart igen.

Tak for lån af billeder til Lis og Kathrine

Nye kartofler

Print Friendly, PDF & Email

 

“Grundlovsdag, så er der nye kartofler fra haven.”

Sådan var det i min barndom, og sådan er det stadig. Vi lagde dem 04. april – forspiret i papirpotter, og i dag er der de smukkeste guldklumper under, og en god størrelse.

Billedet er af de sørgelige rester – efter vi har fråset i denne skønne delikatesse. Resten bliver til skønne kartoffelmadder i morgen til frokost, med mayonnaise og forårsløg, eller måske oven på en leverpostejmad – mums

ny kartoffel

Det ernæste lige meget med kødet – det står helt automatisk i skyggen, når det kommer til de første nye kartofler fra haven.

Og det er sjovt, for selvom vi har købt nye danske kartofler i supermarkedet de sidste par uger, så er smagen bare ikke den samme, som dem der lige bliver gravet op, skrabet og kogt

Hvorfor det er sådan ved jeg ikke – mon de er nogen eksperter, der ved det ?

clematis  clematis  clematis

Der sker så meget rundt i haven bl.a. den smukke Clementis, der blomstre helt overdådigt i år.

 

 

Foråret er her, kom med på tur

Print Friendly, PDF & Email

 

Selvom vejret ikke helt vil som vi vil.
Selvom varmegraderne er halveret og solens stråler er blevet sparsomme.
Selvom regnen har drillet i weekenden, så kan jeg stadig glædes over årstidens frodighed.

Foråret er her, kom med på tur

Se bare de livsbekræftende syn der mødte mig på min tur rundt i haven.

Klik på billederne og følg med på min tur i haven.

Mirabelle blommens blomster, der dufter så skønt. Havens parfume. Der slynger sine tunge grene omkring hønsegården,  danner en mur af duftende blomster. danner skygge, og lader hønsene uforstyrrede støvbade og søge efter orm.
Pæretræet med sine krogede og tørre grene, der pludselig danner  de sjoveste og  fantasifulde skud

Foråret er her, kom med på tur
Foråret er her, kom med på tur
Foråret er her, kom med på tur
Foråret er her, kom med på tur

Hamlet kartoflerne der hygger sig under plast. Rigtigt mange  er allerede kommet op. “Gro nu, så vi snart kan få nogle ny kartofler!”

Rapsen der står og venter på at komme til at blomstre, og invitere bierne til at indsamle den smukkeste gyldne nektar, til den lækreste honning.

Vindruen i drivhuset er vågnet af sin vintersøvn og skyder på liv og løs. Håber den sætte nogle gode klaser, så vi kan lave vindruegele i år.

Foråret er her, kom med på tur
Foråret er her, kom med på tur
Foråret er her, kom med på tur

Og ikke mindst de sjov sneglehuse som ligger ved vores sø. De er da sjove..

Foråret er her, kom med på tur

Nye kartofler på vej

Print Friendly, PDF & Email
hamlet læggekartofler

For nogle uge siden lagde jeg 20 kilo Sava kartofler til forspiring – der kan vel ikke være for meget.

Nu er Sava jo kun en middel tidlig sort, så jeg måtte have nogle, der var meget tidlige kartofler. Så valget faldt på 5 kilo Hamlet.

For at få hurtig gang i spiringen, og kræse lidt mere for guldklumperne, lavede jeg nogle avispotter.

Det er super nemt. Lav nogle strimler af en avis side, og rul dem omkring fx et champignonglas, og du har en avispotte. Læg lidt blomsterjord i hver potte og placer en kartoffel i potten.

avispotter
nemme potter i avispapir
nye kartofler

Fordelen ved avispotter er, at når kartoflen er spiret og måske endda har dannet rødder, så sætter jeg hele potten i jorden – uden at beskadige nogen af rødderne, så kartoflen får et godt forspring . Avispotten opløses automatisk i jorden.

Vi lagde de 5 kilo guldklumper den 6 april 2015 og den 18. april 2015 så jeg dette dejlige syn – en lille ny kartoffeltop. Åh jeg glæder mig til nye kartofler. Skønt syn, at der er nye kartofler på vej.

Rundt på matriklen er der nyt fra hønsegården. De nye høns er så småt kommet i gang med at lægge de smukkeste små æg.

Skræpperne blomstre på smukkeste vis – hvem kan hade skræpperne, se bare de smukke blomster.

skræpperblomst

Eller de smukke hanekamme/ kodrivere – det er for mig en rigtig forårsbebuder.

hane hamme / kodriver

Hvad er forårsbebuder for dig ?

 

Nye beboere på gården

Print Friendly, PDF & Email

Der er kommet nye beboere på gården…

Vores gode gamle høns er ved at have udtjent deres værnepligt. De har lagt æg på højtryk.
Hver især, har de troligt lagt et æg næsten hver eneste dag, det sidste år.

Nu er de ved at være trætte. Skalden på æggene bliver tyndere og tyndere, selvom de altid på tilskud af kalk. Det er ikke let at håndtere æg med papirstynd skal, og alt for mange går i stykker.

høns
høns
høns

Så for 3 uger siden, var vi ude og hente 15 nye 18 ugers hønniker. De er af samme race som deres forgængere og deres forgængere nemlig Isa Brown.
De er dejlig tillidsfulde, og lærer hurtigt, at der falder godbidder af når man kommer ind til dem.
Går jeg en tur med hundene i mosen, følger hele hønseflokken med også.

Nu mangler vi bare, at de nye høns kommer igang med at lægge æg – de plejer så småt at gå igang , når de er ca.  21 – 23 uger gamle, så det er ved at være oppe over.
De første æg er små og med en skal så tyk, at der skal bankes hårdere end ellers når det skal slås ud.

Der er ikke noget bedre en sådan et friskt, nykogt æg, fra en glad fritgående høne, hvor blommen er orange, fordi den har hygget sig mellem mælkebøtter og græs, og ikke fordi en producent har fodret den med Targetes mel eller andre tilsætningsstoffer.

Jeg glæder mig.

høns
høns
høns
høns

 

Glædelig påske

Print Friendly, PDF & Email

Glædelig Påske.

beton æg
påskeæg i beton

Hvor er det dejligt at se alle disse forårsbebudere pible frem, så ved man at foråret kommer.

Glædelig påske med beton æg

Påskeliljer som kan købes for en slik, men alligevel skaber så megen glæde og optimisme – vinteren er slut, og selvom vejret ikke altid vil som vi vil, så ved vi, at foråret er på vej.

påskeæg af hønseæg

Jeg har støbt lidt flere betonpåskeæg – kunne ikke lade være.
beton påskeæg

 

 

En ny blog er født.

Print Friendly, PDF & Email

 

En blog er født

Endelig, endelig tog jeg springet. Lysten har været der længe, og ideerne er mange.

Første og eneste nytårsforesætte er hermed opfyldt – jeg er blevet blogger.

Hvad vil du kunne finde her på min blog? Opskrifter ! Jeg elsker at surfe opskrifter. Jeg får inspiration fra ugeblade hvor jeg flittigt river spændende opskrifter ud og fra nettet, der bugner af spændende mad. Jeg følger flere madblogs fast hver dag, og surfer rundt og finder spændende ting, der lige nu ligge i “skal afprøves bunken”

Jeg er på ingen måde hellig, når jeg laver mange ting fra bunden af, men bare fordi jeg har lyst til at prøve, når tiden er til det.

Hvad kommer du ikke til at finde på min blog?  Jeg ejer ikke det pynte-gen. Jeg synes fondant pyntede kager er flotte, men det er ikke noget jeg kommer til at lege med (kagerne er også tit lidt kedelige i smagen)  Lakrids kager/is osv. Jeg elsker en god gang lakrids, men jeg er ikke vild med det i kager og is.

Ellers har min tanke været, at jeg vil bruge bloggen som mit opskriftsarkiv – hvis nogen gider læse med, er det også helt ok. Måske kommer der også lidt  billeder og tanker  fra årets gang på farmen, og fra mit betonstøberi.

Du er altid velkommen til at sende en kommentar.

På forhånd tak – Pi@