I dyb sorg…

Print Friendly, PDF & Email

 

I dyb sorg…

 

kors

Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred!
Dog ingen kender dagen, før solen går ned.


Der har været stille på bloggen  – lysten og overskuddet forsvandt.

I tirsdags døde min søde, elskede, altid positive og kærlige mor!

Selvom min mor var en ældre dame, og selvom vi godt vidste, at hendes krop var træt, og ikke rask, så kan man aldrig forberede sig på at miste sin mor!

Om du er barn eller voksen, kan intet måle sig med eller erstatte en mors kærlighed. Den er tålmodig, består alle prøvelser, ligemeget hvad den bliver udsat for. At vide, at den er væk for bestandigt – kan  få mig til at føle mig “fortabt og alene”
Jeg ved godt,  min mand og mine børn elsker mig, og det er dejligt, men den ubetingede kærlighed, støtte og et kærligt spark bag i, som kun en mor kan give – er væk – for altid!

Det gør mig trist – det gør mig hudløs – det gør mig lille og bange.

“Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.”

Min  mor har haft et godt liv. Et liv  med  både sorger og glæder,  som i alle andres liv.

Hun var kvik,  og ikke bange for ny teknologi. Hun havde trods sine næsten 84 år bærbar computer og elskede at være på Facebook.  Så sent som ugen op til sin død, var hun på Facebook.

Hun var kreativ, hæklede og strikkede til børn, børnebørn, svigerbørn og oldebørn. Holdt hjernen frisk med kryds og tværs, og kroppen med gymnastik.

Hun kendte rigtigt mange. Jeg husker tilbage, når jeg var med ude og handle – det kunne tage sin tid.  Der var nemlig rigtigt mange der lige skulle høre hvordan det gik ? Så det at hente 1 liter mælk, kunne tage lange tid.  🙂

Jeg føler bare ikke, vi var færdig med at hygge os, drikke kaffe, spise lækre kager – diskutere opskrifter og tv-programmer.
 Mor læste med på bloggen og elskede når jeg havde hæklet eller strikket noget nyt.  Hun  prøvesmagte gerne på kagerne, når jeg kom forbi i lørdag formiddag.

Jeg ved min mor ville have skubbet s mig/os videre ud i livet. Hun ville ikke have, at vi skulle sidde og græde eller stoppe med leve. Så jeg / vi prøver hver dag, ved at mindes alt det gode.

Ære være min mors minde – Husk,  jeg elsker dig…

Jeg ved du ville have elsket dette:

Stå ikke ved min grav og græd.
Jeg er der ikke, kig ikke ned.
Jeg er de vinde, som ingen kan se.
Jeg er diamantens glimt i sne.
Jeg er solen på marker og hegn.
Jeg er den blide efterårsregn.
Når du vågner op ved morgengry,
er jeg den glade flok bag sky
af stille fugle over tage og tinder.
Jeg er de stjerner der funkler og skinner.
Stå ikke ved graven i sorg og nød.
Jeg er der ikke. Jeg er ikke død.

roser

Og jeg ville stryge hende over kinden og svare:

Så lukker vi dig i hjertet ind,
og gemmer dig inderst inde.
Her skal du fredfyldt bo i vor sind,
som et kært og dyrebart minde. 

Tak for alt..Jeg ved vi ses igen – hyg dig så længe….

 

 


 

3 tanker om "I dyb sorg…"

  1. Det gør mig ondt at læse om dit tab. Jeg kan levende sætte mig ind i dine følelser, for jeg mistede min mor for knap 11½ år siden. Hun døde af kræft og blev kun 45 år. Jeg selv var 22. Uanset hvor højt andre elsker en, vil det ikke kunne sammenlignes med den kærlighed, der (sædvanligvis) er mellem mor og barn. Den der betingelsesløse kærlighed, uanset hvor dum og umulig man er.

    Min mor og jeg var også tætte. Vi snakkede eller skrev sammen dagligt, og der var bare virkelig tomt bagefter. Stille. Trods det er så længe siden, har jeg stadig hendes nummer indtastet på min telefon. Der kommer aldrig igen en besked derfra, men det er jo hendes. Det vil det altid være.

    Uanset hvornår man mister sin mor (eller forældre i det hele taget), vil det altid være for tidligt. Selvom man ved anderledes, er tanken om, at de ikke er udødelige, uforståelig.

    Bagefter, når vi sidder her alene, er det minderne, vi skal finde trøst i. De gode oplevelser, vi har haft sammen, og samlingen af billeder, breve og kommentarer, vi har skrabet sammen gennem tiden løb. Når sorgen lægger sig, vil de komme til at fylde mere end smerten over tabet. Men det er okay at være ked af det, så lad der være plads til det. Det betyder ikke nødvendigvis, at livet går totalt i stå, men et lavere tempo er forståeligt. Det er en ny verdensorden, man skal forholde sig til, og den slags overgang tager altså noget tid at vænne sig til.

    Stort kram herfra.

    1. Tak for de kloge ord Christina…De beskriver ret spot on, hvad jeg tænker og føler.
      Det er også noget af et tab du har været igennem – og i en ung alder.
      Det er dejligt at være tilbage på arbejdet – de vante omgivelser, rutiner er god adsprædelse af tankerne.

      Jeg kan godt mærke at hverdagen lige så langsomt vender tilbage, man kan nå langt ved at følge rutinerne.

      Kram fra Pia

      1. Jeg tror, det handler om at fastholde en vis form for normalitet i dagligdagen, selvom alting er vendt på hovedet. Det er i hvert fald en strategi, vi også har brugt i andre krisesituationer, og det hjælper en med at komme igennem dagene, til livet begynder at blive nemmere og mere normalt igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *