Kanel æblekage med blød karamelglasur

Kanel æblekage med blød karamelglasur

Print Friendly

 

Uha, jeg har fået lavet en god kage – en kanel æblekage med blød karamelglasur

Jeg ændrede eller lidt i opskriften, da der efter min mening altid er alt for meget sukker og fedt  i de amerikanske opskrifter, og så skal der altså kanel på æblestykkerne i mine kager.

Kagen var selvfølgelig god nybagt, men næsten bedre dagen efter, da fugten fra æblestykkerne gjorde kagestykkerne dejligt saftige.

Den bløde karamelglasur  er et kapitel for sig – NØJ den er god – og så let at lave.

Original opskriften er her

I får opskriften som jeg lavede kagen – og den er straks røget ind på familiens top 10 liste.

Kanel æblekage med blød karamelglasur

3 æg
225 gram sukker
2 dl. yoghurt, A 38 eller andet surmælksprodukt ( jeg brugte vaniljeyoghurt)
1 dl smagsneutral olie, fx solsikke eller raps olie
325 gram mel
2 tsk. bagepulver
1 tsk natron
2 tsk. vaniljesukker

2-3 skrællede æbler og uden kernehus – skåret i mindre stykker
2 tsk kanel
1 tsk. sukker

Blød karamelglasur
50 gram smør
150 gram brun farin
1 dl kondenseret mælk
1 tsk vaniljesukker

En håndfuld hakkede nødder eller  mandler

Tænd ovnen på 175 grader varmluft
Pisk æg og sukker til det er lyst og tykt – minimum 3 minutter
Bland bagepulver, natron og vaniljesukker op i melet og rør.

Kom melet op i æggemassen sammen med olie og yoghurt -og rør kun lige til dejen er ensartet.

Fordel dejen i en lille  bradepande( ca. 24 x 32)  beklædt med bagepapir

Kom æblestykkerne i en plasticpose med kanel og sukker og ryst godt.

Fordel æble/kanel stykkerne over dejen og tryk dem evt. lidt ned i dejen

Bag kagen ca. 30-35 minutter ( tjek med en kødnål om kagen er bagt)- lad den køle af inden den overtrækkes med den skønne karamelglasur.

Kom smør, farin og kondenseret mælk op i en gryde.
Lad blandingen komme i kog mens der røres. Lad glasuren koge i ca. 2 minutter.

Fordel karamelglasuren over kagen og drys med hakkede mandler.

 

 

Summary
Kanel æblekage med blød karamelglasur
Average Rating
5 Based on 3 Review(s)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *