Tag-arkiv: appelsinchokolade

Lækre chokolade snitter med appelsin

 

I weekenden fik jeg lavet nogle lækre chokolade snitter. Faktisk hedder de kakaosnitter og er fra Arlas hjemmeside.

Jeg tog udgangspunkt i opskriften, men syntes også, at den trængte til at blive piftet lidt op.

Jeg tilsatte en god plade Toms chokolade med appelsin, saften fra 1 appelsin og nogle kartoffelmel, som gør kagerne så lette og sprøde.

De blev rigtig, rigtig gode. Et skønt indslag i de sædvanlige julesmåkager. De kan varmt anbefales.

Lækre chokolade snitter med appelsin  ca. 100 stk.

300 gram hvedemel
75 gram kartoffelmel
1 tsk bagepulver
200 gram sukker
1 tsk vaniljesukker
2 spsk kakao
200 gram smør
1 plade mørk chokolade med appelsin, grofthakket
saften fra 1 appelsin
1 stort landæg

Pensling
1 æggehvide til at pensle stængerne med
(perle)sukker og hakkede nødder/mandler til at drysse over

Bland alle tørre dele i en skål.

Smuldr smør i melet. Saml dejen let med ægget og appelsinsaften. Tilsæt den grofthakkede chokolade.

Stil dejen tildækket i køleskabet i ca. ½ time.

Del dejen i 6 lige store portioner. Rul /form hver portion til en stang – ca. 30 cm lang.

Læg stængerne på en plade med bagepapir og tryk dem let, til de bliver ca. 4 cm brede.

Pensl med æggehvide. Drys stængerne med sukker og mandler, og bag dem øverst i ovnen ved 170 grader varmluft i 10 minutter.

Du vil tro at de ikke er færdigbagt for de er meget bløde, men det er de.

Skær straks stængerne ud i ca. 100 snitter. Lad dem køle af inden de flyttes til bageristen.

Når de bliver kolde, er de sprøde udenpå og bløde indeni.