Tag-arkiv: brød

Luftigt madbrød med urter

 

Er der noget bedre end et godt, lækkert og nybagt brød til en god kop suppe? Nej vel – og jeg prøvede en let opskrift, som jeg fandt på en amerikansk blog “bake or break

Det fylder hele bagepladen, og med udskæringen som laves inden det bages – er det let at sætte hele bagepaden på bordet – så alle kan nyde det smukke syn – og brække en bolle af.

Det er enkelt og let at lave, for det skal ikke hæve så længe – og det bliver utroligt luftigt. Her på 2. dagen er det stadig let og luftigt og efter en lille tur i mikroovnen er det næsten som nybagt igen.

I får opskriften som jeg lavede det.

Luftigt madbrød med urter

ca. 650- 700 gram hvedemel
2 breve tørgær eller 2 pakker almindeligt gær
2 dl Lun mælk
2 dl Lun vand
3/4 dl olie
1 spsk salt
1 spsk sukker
1 æg

2 spsk olie til pensling
2 tsk tørret oregano
1 spsk hvidløgspulver
2 tsk tørret  basilikum
2 tsk tørret estragon

 

Lun mælk og vand – til ca 37 grader – rør gæren ud i . Bruger du tørgær, så lad det stå et par minutter og opløse .

Tilsæt olie, salt og sukker. Kom blandingen i røreskålen sammen med melet og lad røremaskinen gøre arbejdet.

Tilsæt ægget. Dejen skal æltes i ca. 6- 8 minutter. Dejen skal være blød og lækker og let klistret, og lige netop slippe skålens kanter. Er den ikke blød og lækker så tilsæt et par spsk vand, og ælt igen.

Sæt dejen til hævning overdækket i  10 minutter.

Læg bagepapir i bradepanden ca 22×33 cm – og fordel den bløde dej ud i bradepanden – brug fingrene.

Skær med et pizzahjul eller kniv dejen – på langs og på tværs.

Tænd lyset i ovnen og sæt bradepanden ind. Den lille smule varme som lyset giver – gør at dejen hæver hurtigere. Lad dejen hæve i ca 20 minutter

Tag bradepanden ud mens ovnen opvarmes til 200 grader varmluft-

Pensel dejen forsigtigt med olien og drys urterne over.

Bag brødet i ca. 13-15 minutter.

Det var et rigtigt lækkert og luftigt brød, der passede rigtigt godt til suppen.

 

 

Gulerodsbrød

 

Nybagt brød ! Er der noget som duften af nybagt brød?

En duft som alle kender og som får børn og voksne til at smile sagligt.

Dagens brød blev til et gulerodsbrød – og et dejligt et af slagsen. Saftigt pga. havregrøden, smukt pga. gulerødderne og lækkert pga. den sprøde skorpe.

Du får opskriften, hvis du skulle få lyst til at bage et ukompliceret brød.

Gulerodsbrød

50 gram gær/ 1 pose tørgær
1 dl lunt vand

2 dl havregryn + 2 dl vand

2 dl  surmælksprodukt /hytteost
1/2 dl. smagsneutral olie
ca. 200 gram groft revne gulerødder
100 gram groft mel fx. rugmel/grahamsmel
550-600 gram hvedemel
1 spsk. salt
1 spsk. sukker

1 æg +2 spsk. vand til at pensle med og birkes/sesamfrø til at drysse på.

Rør gæren/tørgæren ud i det lune vand – sæt til side.

Havregryn og vand gives i et opkog i mikroovnen. Tilsæt olie, surmælksprodukt ( jeg havde en rest hytteost, der trængte til at blive brugt) og gulerødder. Sæt til side indtil det er afkølet, og fingervarmt.

Gulerodsbrød  Gulerodsbrød

Min gamle Kenwood blev halet frem, og i rørskålen kom gærvæsken,  den afkølede havregrød, hvedemel, grovmel, sukker og salt.

Fordelen med røremaskinen er, at de 10 minutter jeg synes dejen har godt af at blive æltet, klarer rørmaskinen som en leg, og jeg har hænderne frie til at lave andet arbejde – læs aftensmad.

Når dejen er æltet,  skal den være  dejlig glat og smidig. Er den for tør, tilsætter jeg et par spsk. vand ad gangen til den bliver glat og smidig. Er den derimod for klistret, tilsætter jeg et par spsk. mel ad gangen til den er glat og smidig.

Gulerodsbrød  Gulerodsbrød

Sæt dejen til hævning under et rent viskestykke i ca. 1 time – til den har dobbelt størrelse.

Tag dejen ud på et meldrysset bord og pres forsigtigt luften ud.

Spænd dejen op til et spændstigt brød, og læg det i en rugbrødsform beklædt med bagepapir.
Rids 3 snit i brødet. Det hjælper brødet med at hæve yderligere.

Efterhæver i ca. 15 – 20 minutter

Brødet pensles med sammenpisket æg og vand, og drysses med sesamfrø.

Bages ved 200 grader varmluft i ca. 40 minutter – sæt evt. stegetermometer i brødet – det skal vise ca 97 grader for at være gennembagt.

Gulerodsbrød

Jeg ved det ellers er normalt at der står i brødopskrifterne, at man skal holde noget af melet tilbage. Jeg er ikke enig. Hvis jeg gerne vil have et stor brød, så synes jeg det er smartere at bruge den mængde mel der står i opskriften, og så regulere med væske, hvis dejen bliver for tør.

Der er jo stor forskel på mel, hvor tørt det har været opbevaret og hvor frisk malet det er. Derfor vil der variere hvordan dejen opfører sig.

Ingen grund til panik. God brødbagning.