Tag-arkiv: hindbærmarmelade

Lækker ribs – hindbærmarmelade

 

Efter at være kommet hjem fra ferie  (skønne dage på Als) kunne jeg godt se, at ribsbusken bugnede med de skønneste højrøde bær – der bare skreg på at blive plukket – og i dag skulle det være.

Men hold da op hvor var der mange – jeg plukkede denne store skål fuld 3 kilo- og der er cirka lige så mange tilbage på busken.

Jeg plejer at lave ribsgele – og selvom jeg plejer at forære væk, så synes jeg det ville være lige lovlig meget ribsgele.

Her i huset er hjemmelavet marmelade i høj kurs.
Det kræver ikke særligt meget arbejde – og det smager bare så mange gange bedre end det man kan købe.
Så jeg fiskede nogle lækre hindbær op af fryseren   og sammen med  ribs, kogte jeg den lækreste marmelade – det var tænkt som et forsøg – men hvor blev det bare lækkert.

Jeg ved ikke om vores ribs er specielt søde – eller om det var fordi de var meget modne – for jeg havde regnet med meget mere sukker end jeg faktiske endte med at bruge – men det er jo kun godt.

Du får opskriften som jeg lavede det,

Lækker ribs – hindbærmarmelade

300 gram hindbær
300 gram ribs
korn af 1/2 vaniljestang
1 dl vand

300 gram sukker

1 spsk sukker + 2 tsk. rød Melatin

2 -3 rengjorte glas – Kom 1 spsk.   Atamon eller spiritus i hvert glas – skru låget på og ryst godt. Hæld derefter Atamonen /spiritussen ud igen.

Så er vi klar:
*Kom ribs i en skål med vand  – så evt. jord opløses – fjern evt. blade
*Pil ribsene af stænglerne.

lækker ribs - hindbærmarmelade

*Kom ribs, vand, hindbær, vaniljekorn og den tomme vaniljestang i en gryde.
*Kog ca. 5 minutter til de fleste ribs er bristede.
*Kom sukkeret i lidt ad gangen – smag til,  hvor sødt du vil have det.
* Rør til sukkeret er opløst
*Tag gryden af varmen – bland 1 spsk sukker med 2 tsk. Melatin og rør det i marmeladen. Der må ikke være nogen klumper.
*Kog marmeladen igennem ca. 1 minut

*Fyld den kogende  marmeladen på glassene. Skru låget på og vend glasset på hoved i ca. 10 sekunder – det forsegler glasset. Den meget varme marmelade slår evt. urenheder ihjel – og marmeladen holder sig frisk i lang tid.

lækker ribs - hindbærmarmelade

Jeg kunne ikke lade være med at smage på marmeladen her til aften – hold nu op den er god – den smager mest af hindbær marmelade – men det er også min ynglings marmelade.