Tag-arkiv: marcipanbund

Den lækreste jordbærkage

 

Jeg har længe haft denne opskrift på jordbærkage liggende. Den skulle afprøves,  jeg havde bare ikke nået det endnu – og nu var jordbærsæsonen i vores have overstået.

Mulighed for at afprøve kagen, kom da jeg skulle have feriekage med på arbejde. Jeg kan ellers bedst lide, at medbringe en kage som jeg allerede har afprøvet – men sådan blev det ikke denne gang. Men når nu ingredienserne er marcipan, smør, jordbær og fløde – så kan det vel ikke gå helt galt ?

Den blev rigtig lækker-  dejlig blød og svampet marcipanbund, lækkert jordbærskum og lækre solmodne jordbær på toppen.

Og nem var den også at lave, for dejen røres i foodprocessoren – det går hurtigt.

Opskriften er oprindelig fra Familie Journalen -men jeg skriver den som jeg lavede den.

Opskriften er oprindelig til en bradepandeform 22 x 3, men jeg valgte at lave den i 2 stk. 24 cm springforme.

den lækreste jordbærkage

Den lækreste jordbærkage

350 gram marcipan
150 gram blødt smør
5 æg fra glad høns
2 tsk. bagepulver
1 dl. mælk
150 gram mel
1 tsk. mandelessens – valgfrit

Jordbærskum:
400 gram frosne jordbær ( gerne optøede)
1/2 dl. vand
ca. 75 gram sukker – smag til.
2 tsk. vaniljesukker
5 dl piskefløde pisket til flødeskum
2 dl vaniljeyoghurt eller jordbæryoghurt
6 blade husblas og kold vand til at udbløde det i

Sådan gør du:

Sæt husblassen i blød i koldt vand.

Kom de frosne /optøede jordbær og vand i en gryde og lad det koge i 5-10 minutter. Kom vaniljesukker og  1/2 delen af sukkeret i. Smag ti,  om der skal mere sukker i. Der er stor forskel på hvor søde jordbær er.
Når jordbærgrøden er tilpas sød, skal den gøres silkeblød. Jeg brugte en stavblender – men den kan også presses igennem en sigte.

Knug vandet af husblassen og læg det i den varme jordbærmasse – og rør indtil al husblas er smeltet. Sæt til side, og lad det afkøle.

Dejen:
Skær marcipan og smør i mindre stykker,  og kom det i foodprocessoren -kør til dejen er ensartet.
Lad maskinen køre,  mens æggene tilsættes et ad gangen.
Tilsæt melet og  derefter mælken,  kør til dejen er  ensartet.
Jeg har valgt at tilsætte 1 tsk. mandelessens – da jeg tit oplever, at marcipan mister noget af sin smag ved bagning – selvom det er den bedst marcipan  på markedet.

Fordel dejen i 2 24 cm springforme, men bagepapir i bunden og smurt med smøre på siderne.

Bag de 2 bunde ved 170 grader varmluft i  ca. 19 minutter eller i en bradepande 22 x 30 i ca 30 minutter.<

Kagen skal være stabil/fast at mærke på.

Åben springformene og lad bundene afkøle helt – inden de pyntes.

Jordbærskum:
Pisk fløde til skum – tilsæt yoghurt og vanilje.
Kom et par skefulde i den næste afkølede jordbærgrød – for at sikre at begge dele har samme temperatur. Bland resten af flødeskum og grøden sammen.

Saml kagerne i springformene – det støtter jordbærmoussen .

den lækreste jordbærkage

Fordel jordbærmoussen over kagerne og stil derpå køl natten over – eller hvis det skal gå hurtigt, så kom kagerne i fryseren.

Inden servering pyntes kagerne med friske jordbær.

den lækreste jordbærkage