Tag-arkiv: mørbrad i rømertopf

Mørbradgryde i stegeso

 

Mørbradgryde i stegeso

Både retten og Rømertopfen er et levn fra 70érne, men retten smager nu godt, og stegesoen gør kødet så super mørt – så hvorfor ikke servere det til søndagens fællesspisning?

Dejlig nemt at lave retten i stegesoen / Rømertopfen – så passer den sig selv.

Mørbradgryde i stegeso

Mørbradgryde i stegeso, 8 personer

3 svinemørbrader, rensede for fedt og hinder
1 spsk paprika
7 spsk mel
1 stor bakke friske champignoner- rengjorte og skivede
1 pakke pikant ost
1 brik tomatsovs
1/2 liter tomatsuppe
400 gram cocktailpølser

Sæt ler stegesoen/Rømertopfen i blød i koldt vand,  i ca 15 minutter.

Skær mørbraderne i ca. 3 cm. tykke bøffer. Bland mel, og paprika og vend bøfferne i melet. Brun bøfferne på panden – drys med salt og peber.

Tøm stegesoen for vand og læg de brunede bøffer i soen.

Brun champignoner og cocktailpølser. Kom 2/3 af de brunede champignoner i stegesoen ( gem cocktailpølserne og resten af champignonerne  til topping inden servering)

Hæld tomatsovsen i stegesoen, og fordel Pikantosten i klatter.

Kog panden af med tomatsuppen – og hæld den forsigtigt i stegesoen.

Sæt Rømertopfen i koldovn. Tænd på 200 grader varmluft i 20 minutter og skru ned på 150 grader varmluft i 1  til 1 1/2 time.

Grunden til først 200 grader og så 150 grader – var at jeg bagte rugbrød, og det skulle have disse varmegrader.

Det er fedt at udnytte ovnen til både at lave ugens rugbrød og samtidig lave aftensmaden.

10 minutter inden servering – kom jeg de resterende champignoner og cocktailpølser i stegesoen, samtidig smagte jeg på sovsen for at være sikker på, at den ikke manglede noget.

Kødet var super mørt. Sovsen var så smagfuld og pikantosten gjorde den så skøn cremet.

Jeg serverede ris, dejlig grønkålssalat og lidt kartofler til.

Alle blev mætte og glade – og der er nem mad i morgen,  og det er skønt, for mandag er træningsaften.