Tag-arkiv: rasp

Gammeldags æblekage

 

Jeg fik en stor pose nedfaldsæbler den anden dag.  Sikke en gave.

gammeldags æblekage

Dejlige ananas og Guldborg æbler.  De søde ananasæbler som man bare ikke kan opdrive i butikkerne.

Selvom du måske ikke har en have med  æbletræer, så har jeg set, at mange villa ejere sætter små kurve, kasser eller trillebøre ud ved vejen og tilbyder folk gratis nedfaldsæbler – det er da god stil – i STOP madspildets navn.

Nu har æblerne stået køligt et par dag – så i går skulle de skrælles og min plan var, at koge en stor gryde æblemos, som igen skulle blive til en lækker æblekage med makroner, rasp, flødeskum og ribsgelé.

Jeg har nemlig fødselsdag søndag, og så må jeg jo bestemme – og lagkage det har vi lige fået pga.  mandens fødselsdag – så i år får vi altså en rigtig mormor æblekage.

Gammeldags æblekage

Æbler, gerne nedfalds æbler
Vand
1 vaniljestang
Sukker
Æblekagerasp
Makroner

Skræl må mange æbler du gider (får du kogt for meget grød, så kom en pose i fryseren, der er guld værdi i løbet af vinteren)
Skær  rådne pletter  fra.

Del æblerne, fjern kernehuset og skær dem i mindre stykker.

gammeldags æblekage

Har du en æbledeler som min, så er det ingen sag, at ordne en stor mængde æbler på ingen tid.

Sæt æblerne over i en stor gryde med ca 3 cm vand i bunden .

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kom både stang og korn i gryden.

Rør jævnligt i gryden mens æblerne koger ud – og tilsæt mere vand, hvis grøden bliver for tyk.

Når æblestykkerne er kogt ud (der må gerne være små stykker tilbage) skal den bare smages til.

Start med  lidt sukker ad gangen, og find den smag du kan lide – nogle æblesorter er mere sure end andre, så præcise mål kan ikke gives.

Lad æblemosen afkøle.

Læg en lag æblekagerasp i bunden af en fin glasskål. Knus nogle makroner groft over raspen.

Fordel et lag æblemos over raspen.

Drys endnu et lag rasp og knuste makroner over æblemosen, og bliv sådan ved, til din skål er fyldt op. Der skal være et par cm fri, for der skal jo være plads til et dejligt lag blødt flødeskum.

Til  pynt lægges lækre små klatter ribsgelé på toppen af flødeskummet.

Æblekagen bliver bare ekstra god, hvis den får lov at trække nogle timer eller natten over, for så får rasp og makroner tid til at opsuge noget af æblemosens saft – mums.

Jeg kogte en stor grydefuld æblemos – og lavede en stor æblekage, men der blev lige en lille skål æblegrød til manden – så er han glad.

 

 

Nemme kyllinge koteletter

 

Skønt med nem, hurtig og lækker aftensmad. Sådan en ret, er de nemme kyllinge koteletter.

Vendt i æg og  dejligt krydret rasp.  Jeg havde en ekstra udfordring –  jeg opdagede, at jeg ikke havde mere rasp hjemme.

Så jeg gik igang med at lave min egen rasp – og det er jo så simpelt – at det vil jeg gøre igen, det er jo helt i “stop madspildets navn”

Jeg lavede raspen mere rustik end den meget findelte.  man køber i butikkerne . Den blev så lækker og meget mere smagfuld, end den færdigkøbte.

Jeg skriver opskriften på rasp, en af dagene -så hold øje.

Nemme kyllinge koteletter

Kyllinge brystfileter, beregn 1 pr. voksen

2 æg, sammenpisket
Rasp
Ca. 3 spsk frisk revet ost, fx. Parmesan
2 fed hvidløg
1 tsk. Krydderi mix*
salt og friskkværnet peber
3 spsk mel

*Jeg har længe ledt efter en krydderi blanding der både indeholder basilikum, oregano, paprika, rosmarin osv. a la Italiens krydderi. Jeg  fandt  endelig noget jeg kunne bruge i Kvickly fra Urtegården.

nemme kyllinge koteletter

Del kyllingebryst fileterne midt igennem.  Snittet hedder butterfly – for fileterne ligger side om side og ligner en sommerfugl.

1 brystfilet giver 2 koteletter.

Læg et stykke film over, og bank med en kødhammer, så fileterne bliver ensartede flade, og samme tykkelse.

Lav en tallerken klar med rasp, og pres de 2 fed hvidløg i. Tilsæt krydderi, riv osten, og tilsæt salt og peber, og bland det sammen

Vend kyllingekoteletterne  i mel. Dyp dem i ægget og vend dem i raspen.

Varm stegepanden op med fx, rapsolie og lidt flydende margarine, og brun dem godt på begge sider.

Skru ned for varmen og lad med småstege ca. 4 minutter.

Lag dem på et stykke køkkenrulle, for at tage evt. overskydende fedtstof.

Læg dem på et fad, og dæk dem til med stanniol, og lad dem hvile et øjeblik – og så er der lækker mad.

nemme kyllinge koteletter

Jeg serverede en grøn salat og smørstegte champignons til

 

 

Panering der holder – lækker fiskefilet

 

Oven på al den gode julemad, er det dejligt at få en gang fisk med persillesovs og en fyldig grøntkålssalat med avokado, gulerødder, rosiner, æblestykker,  honning, citron, salt og peber.

Selvom det er 30. december, så står persillen lige så flot grøn som på en efterårsdag. Det har jeg ikke prøvet før?

Normalt på denne årstid,  har frosten fået persillen til at  klappe sammen og  ligge hen ad jorden, men ikke i år – med den “grønne” vinter.

Vi har frosset en del poser med persille ned, i løbet af sommeren.
Rækken gav i år så meget, at vi kunne holde hele byen med frisk persille.

Frossen persille plejer vi at bruge vinteren igennem, både som fyld i  kylling og til persillesovsen. Faktisk er det meget nemmere at hakke persillen når den er frossen. Et par dask på køkkenbordet, så er det meste pulveriseret, og de grove stængler er lige til at fjerne.

Men når vi får fiskefileter, så får de en lækker panering der holder. Der er ikke noget mere trist en at få en fiskefilet, der har mistet det meste af rasp paneringen, og der er der ingen grund til at finde sig i,   når det er så uhyrligt nemt, at lave en panering der holder.

panering der holder lækker, fiskefilet

Panering der holder – lækker fiskefilet

Fiskefileter
1 sammenpisket landæg + mælk

Hvedemel
Hvede rasp (eller halv rasp og halv rugmel)
Salt og peber
Smør og olie til at stege i.

Slå æg ud på en tallerken og pisk det sammen med mælk.

Lav en tallerken med hvedemel

Lav en tallerken med rasp .

Vend først fileterne i æggeblandingen og derefter i melet.

Vend derefter fileterne i æggeblandingen og derefter i raspen.

Kom olie og en god klat smør på panden, lad det bruse op.

Brun fileterne på panden.  Skru ned og lad dem stege færdig ved middelvarme. Tiden afhænger af hvor tykke de er.

Drys med salt og peber.

Melet virket som “melklister” og får raspen til at sidde fast.

Jeg ved,  at smør måske er bandlyst her efter jul, hvor mange vil tabe sig. Men det  giver bare fisken en god dansk mild smag.

Brug gerne rugmel som halvdelen at raspen, da rugmel ikke suger lige så meget fedt som rasp.