Tag-arkiv: ymer

Ymerkage med chokolade

 

Ymerkage med chokolade, lyder måske ikke som den mest oplagte kage, men den blev super saftig og lækker sikkert pga. den ymer/ surmælksproduktet der er i.

Det var sidste weekendkage – og den blev godkendt!

Opskriften er inspireret af en kvarkkage fra La Glace som jeg havde hevet ud af Ude og Hjemme.

Kvark havde jeg ikke på lager, men ymer som jeg gerne bruger i de brød jeg bager.

Havde jeg ikke haft ymer, så ville jeg have kommet creme fraishe i.

Du får opskriften som jeg lavede den.  Jeg har også ændret i bagetiden, for ingen kage som jeg laver i springform 24 cm er færdig på 25 minutter, som der står i den oprindelige opskrift.

Ymerkage med chokolade

Ymerkage med chokolade

125 gram blødt smør
200 gram sukker
Skallen af 2 citroner – fint revet
4 æg – fra stolte høns
250 gram hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
200 gram ymer
20 gram hakkede mandler ( de skal ikke smuttes)
50 gram hakket mørk chokolade

Overtræk:
100 gram mørk chokolade
60 gram smør
25 gram hakkede mandler (de skal ikke smuttes)

Dejen:
Rør smør, sukker og citronskal sammen.

Tilsæt æggene et ad gangen, rør godt efter hvert æg.

Bland mel, bagepulver og natron sammen, og kom det i dejen.

Tilsæt ymer, hakkede mandler og hakket chokolade, og vend det forsigtigt i dejen med en dejskraber.

Kom dejen i en smurt springform 24 cm, og bag den ved 180 grader varmluft i 35-40 minutter. min fik 40 minutter.

Ymerkage med chokolade

Overtræk:

Smelt chokolade og smør i mikroovn eller gryde – rør til massen er glat og blank.

Fordel massen over den afkølede kage og drys de hakkede mandler over.

Super lækker og saftig kage, med et fint strejf af citron – en kage jeg tror der vil falde i rigtig manges smag.  Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg har lavet den.