Tag-arkiv: kakao

Super nemme kakaosmåkager

 

Hvor er det  dejligt, engang imellem bare at bruge nogle af de gode gamle opskrifter, uden for megen hur-lum-hej .

De gamle opskrifter bliver jo ikke dårligere af, at de er nemme og lige til at gå til

Sådan er det også med  kakaosmåkagerne – enkle ingredienser, nemme at gå til – især hvis de laves på foodprocessoren. Fra start til slut, gik der vel omkring 30 minutter – så var der nybagte småkager.

Opskriften er fra et gammelt ugeblad.  Kagerne er sprøde,  lækre og smager dejligt at kakao.

Kakaosmåkager, ca. 40 stk.

150 gram koldt smør
100 gram sukker
3 tsk. vaniljesukker
1/2 tsk. bagepulver
150 gram mel
1 æggeblomme
3 spsk usødet kakao
60 gram kokosmel

Pynt:
2 spsk kokosmel
Hakket chokolade eller  chokoladeknapper

Kom alle ingredienser undtagen kokosmel i foodprocessoren. Kør til dejen er ensartet.
Tilsæt kokosmel og saml dejen med hænderne.
Del dejen i 4 dele – lav 10 klatter af hver del ( i alt 40 kager)
Læg klatterne på bagepladen med bagepapir – og tryk dem let flade.

Drys med kokosmel og fordel fx. 2 chokoladeknapper på hver kage.

Bag kagerne ved 175 grader varmluft i ca 9 minutter.

Lad kagerne stå ca. 5 minutter på pladen, inden de løftes over på bageristen for at afkøle helt.

 

 

 

 

 

 

 

Chokolade muffins fra La Glace

 

Super lækre chokolade muffins

En  kage til det arbejdende folk.

Efter 1,5 timers dejlig søndags træning, fik jeg lyst til at bage en kage. Manden og drengene var igang med at ordne brænde, og der skal en del til brændefyrret.

Jeg tror de vil sætte pris på en god kop kaffe og en chokolade muffin,  opskriften er fra La Glace. Opskriften er tidligere hevet ud af Ude og Hjemme.

Det har tit undret mig, at det ikke er muligt selv at lave en chokolade muffin der smager som dem man køber hos bageren eller på cafeen. Altså saftige, lette og lækre med en god smag af chokolade. Disse er det tætteste jeg har smagt.

Jeg har ikke ændre noget i opskriften, selvom den ikke er i den kalorielette ende.

Chokolade muffins fra La Glace,  ca. 15 stk.

5 dl mel
1 dl kakao
Et nip salt
2 stk. bagepulver
1 tsk natron
3 dl sukker
50 gram mørk, 50 gram lys og 50 gram hvid chokolade hakket
1 øko appelsin  ( altså usprøjtet)
2,5 dl skyr / tykmælk/ vanilie yoghurt
1 1/4 dl. smeltet smør
1 æg

Bland alle tørre ingredienser sammen, tilsæt den hakkede chokolade.
Riv appelsinskallen og pres saften af appelsinen og rør det sammen med de andre våde ingredienser.
Hæld de tørre ingredienser i de våde, og rør indtil dejen er ensartet.
Fordel dejen i muffinsforme og bag dem i ca.17-20 minutter med 175 grader varmluft.

Prøv med en kødnål om kagerne er bagte. Hænger der dej ved , skal de have et par minutter mere.

De er super lette og saftige med et strejf af appelsin. Bryder du dig ikke om appelsinsmagen, kan saft og skal  udelades uden problemer.

Det er ikke sidste gang jeg har bagt disse muffins.

Saftig chokolade muffins fra La Glace

God søndag og god bagelyst.